Hjem

Næste arrangement:

 

Gåsegilde den 9. november

 

Afholdte arrangementer

 

Højtidsfest den 13. oktober

Det årlige højtidstævnet og den efterfølgende fest blev igen i år en stor succes. 77 brødre og søstre deltog - heraf en del svenske gæster samt 7 recipienter. Damerne nød den dejlige løvfaldssommerdag, mens herrerne havde det varmt i deres sorte kjolesæt. Med de nyoptagne brødre og søstre samt et ægtepar fra malmøgildet, der har ønsket at blive overflyttet til Sct. Knudsgilde i Ringsted, er vi nu 78 knudsbrødre og -søstre.

Det gregoriansk herrekor, knudssøster Marianne Pedersens spil på både orgel og flygel, samt tidligere operasanger, Holger Bak, og ikke mindst vores flotte, historiske kirke dannede den perfekte ramme om ceremonien.

Efter optagelsen var der fest i logen på Teglovnsvej, hvor overceremonimester Mogens Larsen havde ansvaret for, at alt foregik som foreskrevet. Duen blev hejst som symbol på, at ”fred og samdrægtighed” må herske, oldermand, Michael Jensen, bød velkommen og præsenterede repræsentanterne fra de andre gilder. Gildeskriver, Grethe Larsen, holdt tale for de nye søstre og brødre og bød dem velkommen i Sct. Knuds Gilde i Ringsted. Nyoptagne knudssøster, Hanne Breining, takkede for optagelsen på de nye søstre og brødres vegne.

Det er en fast tradition, at dronning Margrethe modtager en hilsen fra gildet, og når majestætens svar er nået frem, bliver det læst op, og Kong Christian som blev sunget efterfulgt af et 9-foldigt leve for dronningen.

Efter middagen dansede alle deltagerne kædedans til sangen med de 21 vers om Knud Lavard. Derefter var der dans til efter midnat.

 

 

Udflugt til Landskrona den 18. august

 

 

Det var en rigtig stor oplevelse at deltage i papegøjeskydningen i Landskrona. Citadellet, eller Landskrona Slot, som har en historie helt tilbage til 1549, dannede den perfekte ramme. Flot og velholdt ligger de gamle bygninger midt i byen omgivet af voldgrave.

Vi mødte svenskerne i slotsgården, hvor de tog rigtigt godt imod os. Alle deltagerne blev budt et glas vin, hvorefter vi skulle stille op på to rækker. Damerne skulle træde lidt frem for at vores hatte kunne blive vurderet med det formål at finde den sjoveste/flotteste. Det var et meget festligt syn at se alle de forskellige hatte, og man følte lidt, at men deltog i en ”skønhedskonkurrence”.

Selve skydningen foregik som vi kender det, blot med den forskel, at vi kun fik 3 skud hver, og der var ingen prøveomgang. Søster Herdis var i topform, så hun deltog i omskydningen sammen med 2 svenske damer. Her var Herdis også suveræn, men hun kunne ikke kåres som vinder, da hun jo var gæst. Knudsbroder Niels Skovgaard gjorde ligeledes vores gilde ære, idet han vandt gæsteskydningen for herrer.

Der var rejst et stort telt, hvor stort set alle sad og hyggede sig, mens der blev skudt. Det undrede mig, at der var så lidt interesse for, hvordan deltagerne skød, men da resultaterne skulle annonceres, var der naturligvis stor opmærksomhed.

I teltet spiste svenskerne deres medbragte mad, mens der var en picnickurv til os. Omkring kl. 18 sluttede arrangementet, og hjemturen kunne begynde.

Desværre var vi kun 14 brødre og søstre fra Ringsted, men vi var helt enige om, at selv om der havde været flere misforståelser og fejl i tilrettelæggelsen helt op til selve dagen, havde vi en dejlig dag i Landskrona, som vi meget gerne havde delt med mange flere knudssøstre og –brødre.

 

 

Papegøjeskydning 10. juni

På den sidste fantastiske sommerdag i denne omgang blev papegøjeskydningen 2018 afholdt på Knudsengen. 36 knudssøstre og brødre samt kommende recipienter og gæster mødte op med godt humør. Traditionen tro gik deltagerne med dannebrog og knudsfanen først forbi klokkestablen, hvor Ruth Simonsen ringede, ud til Knud Lavards kors. Oldermanden opfriskede i sin tale dramaet, der fandt sted i Haraldsted Skov i 1131, og der blev lagt en buket ved foden af korset samt afholdt et øjebliks stilhed.

Selv om der er mulighed for at træne sine færdigheder i bueskydningens kunst før selve skydningen, må man konstatere, at en hane og hans mage levede livet farligt, da de nærmede sig skydeområdet.

På damesiden var det de unge søstre, der viste deres kunnen. Da undertegnede var så heldig at sætte 3 pile ind, følte jeg mig sejrssikker, indtil knudssøster Nina Lindegaard Jensen brillerede med 4 pile. Men så viste knudssøster Marja-Leena Rudebeck , hvordan man skyder med bue og pil: Alle 5 pile blev sikkert placeret i papegøjen. Flot og stort tillykke!

Hos brødrene var der lagt op til omskydning mellem knudsbroder, Jens Frilund og oldermand, Michael Jensen, men da Jens Frilund havde vundet skydningen de to seneste år, siger reglerne, at han ikke må vinde tredje år, så Michael Jensen slap for omskydningen og kunne lade sig fejre som vinder.

Hanne Breining og Hal Rudebeck vandt gæsteskydningen, hvorefter vinderne blev fejret med champagne mm.

Herefter blev der hurtigt gjort klar til en overdådig buffet med rigtig mange lækkerier. Ja, en knudssøster udbrød: ”Det her kunne serveres til højtidsfesten!”

Jeg tror, alle kørte hjem med følelsen af, at det havde været et særdeles hyggeligt arrangement. En stor tak for hjælpen med at tage teltet ned, og i år var der ingen, der havde glemt noget!

 

 

Besøg i Korsør

 

 

Forventningerne var store til at møde knudsbroder Helge Torm på fæstningen i Korsør efter at have overværet hans foredrag tidligere på foråret. 36 knudssøstre og –brødre med gæster havde tilmeldt sig den historiske tur til Korsør, hvor vi om formiddagen skulle se fæstningsområdet og høre om stedets historie og betydning i Middelalderen. Helge Torm fortalte levende og inspirerende om bl. a fæstningstårnet, den imponerende magasinbygning og kommandantboligen. Foredraget sluttede med en tur rundt på voldanlægget, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over fiskerihavnen, det tidligere færgeleje, hvor der i dag er bygget lejligheder og sidst men ikke mindst til Storebæltsbroen i baggrunden.

Der blev spist frokost på ”Madam Bagger”, og vi kunne naturligvis ikke betræde dette sted, uden at Helge Torm fortalte historien om Hedevig Johanne Bagger, en kendt kvinde i Korsør i 1700-tallet. Efter en pause i hyggelige omgivelser var deltagerne klar (enkelte skulle dog lige have en is) til en byrundtur, hvor vores guide førte os gennem gader, hvor velholdte, hyggelige gamle huse og købmandsgårde ligger på stribe. Igen delte Helge Torm sin enorme historiske viden med os, da han fortalte om livet i byen, bygningernes funktion, bygherrerne osv.

Da vi tog afsked midt på eftermiddagen var alle mætte af indtryk, og vi var enige om, at Korsør er absolut et besøg værd.

 

Foredrag med Helge Torm

 

Knudsbroder, cand.mag., Helge Torm leverede et særdeles levende og spændende foredrag om Korsør Fæstning. Han har skrevet en bog om fæstningen, som udkom i 2016, og foredraget gav ham mulighed for at genopfriske sin viden om emnet, som han udtrykte det.

Fæstningens alder kendes ikke præcist, men de mange slides med kort og tegninger over anlægget viste en historie, der går ca. 700 år tilbage. Helge Torm fortalte om de enkelte bygningers funktion og restaurering eller nedrivning op til i dag. Overraskende var det at høre, det var svenskerne, der byggede voldanlægget under svenskekrigene.

Tårnet er også den mest iøjnefaldende del af fæstningen i dag. Helge Torm påpegede, at det har stor lighed med Kernen i Helsingborg og kan være bygget af Erik Menved, der gav købstadsrettigheder til Korsør i slutningen af 1200-tallet.

I sidste del af foredraget blev en række kendte personer, som har haft betydning for fæstningsanlægget eller skrevet om det i litteraturen, nævnt.

38 knudssøstre og –brødre samt gæster havde en meget udbytterig aften som appetitvækker til udflugten til Korsør den 13. maj.

 

Foredrag med Sigurd Kværedrup

 

Den historiske interesse er stor i Ringsted. Det så man tydeligt den 21. februar, hvor Sct. Knuds gilde i Ringsted havde indbudt til foredrag med knudsbroder Sigurd Kværndrup. 52 søstre og brødre med gæster lyttede intenst til legenden om Knud Lavard samt en analyse af, hvorfor han blev erklæret helgen af paven.

Historien om Knud Lavards liv er nok kendt for de fleste, men i løbet af foredraget blev det bl.a. betonet, at hans skæbne kan sammenlignes med hvedekornet, der falder i jorden, dør og derved bærer mange fold. Det blev netop Knud Lavards slægt, der i mange, mange år kom til at regere Danmark.

Det blev en spændende aften med Sigurd Kværndrup, der øste af sin store viden om en af middelalderens mest berømte skikkelser.

Efterhånden er et veldækket kaffebord med knudssøster Inger Astrup som hovedansvarlig blevet en tradition ved arrangementer i Sct. Knuds Gilde i Ringsted, og den 21. februar var ingen undtagelse.

 

Gildestævne den 7. januar 2018

 

46 søstre og brødre deltog i det årlige gildestævne. Det er dejligt, at så mange har lyst til at møde gilderådet for at høre om ”Året der gik” mht. arrangementer og økonomi. Det er ligeledes dagen, hvor man har mulighed for at spørge ind til forskellige problemstillinger, stille forslag og lytte til, hvad brødre og søstre bidrager med.

Oldermand, Michael Jensen, gjorde status over året 2017. Det havde været et godt år med gode arrangementer og stor opbakning fra gildets søstre og brødre. Desværre havde der af forskellige årsager været en lille afgang fra gildet, så Oldermanden opfordrede alle til at medvirke til udbrede kendskabet til Sct. Knuds Gilde i Ringsted og skaffe recipienter til kommende højtidsstævne.

Beretningen blev taget til efterretning, og regnskab og budget blev godkendt med applaus.

Knudssøster Inger Astrup havde som sædvanligt forberedt et overdådigt kaffebord med boller og flere slags hjemmebagte kager. Det sætter alle i gildet stor pris på!

 

Gåsegilde den 11. november

 

Det årlige gåsegilde blev i 2017 afholdt på selve mortensaften. Alligevel var der 43 brødre og søstre med gæster, der deltog i arrangementet. Som noget nyt var gåsegildet henlagt til Ringsted kulturhus, hvor der er fine faciliteter med nyrenoveret køkken og café.Gillerådet mf. mødte i god tid for at dække bord, og her er det en stor hjælp, at knudssøster Inger Astrup møder med duge, lys, servietter mv. Gåsestegen (og flæskesteg) blev leveret fra sparkøbmanden i Borup, og kl. 18 kunne vi alle sætte os til et veldækket bord. Traditionen tro blev der serveret æblekage til kaffen.Knudsbroder Erling Skovdal sang for på Gåsevisen, og senere på aftenen underholdte han os med at spille nogle numre på sin trompet. Knudsbroder Mogens Larsen fortalte om historien bag Mortensaften, og knudssøster Grethe Larsen viste billeder fra brødre og søsters besøg i Sct. Knudsgildet i Flensborg.Sct. Knuds Gilde i Ringsted har i de senere år fået mange nye søstre og brødre, og det er dejligt at se, de møder flittigt op til de forskellige arrangementer, så der bliver en god blanding af nye og ældre deltagere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

.

 

 

 

 

 

 

 

Sct. Knuds Gilde i Ringsted

Gilderådet for Sct Knuds Gilde i Ringsted 2018

Historisk tilbageblik

Ringsteds Sct. Knudsgilde oprettedes på Valdemar den Stores initiativ til ære for hans fader Knud Lavard, hertug af Slesvig, der var blevet myrdet i Haraldsted skov den 7. januar 1131.

 

Knud Lavard blev gravlagt i klosterkirken i Ringsted, og kong Valdemar opførte Danmarks første hele teglstensbyggeri over graven, Sct. Bendts kirke. Knud Lavard helgenkåredes og skrinlagdes på alteret ved den store fest i kirken den 25. juni 1170.

 

Ringstedgildet var modergilde for alle de andre Knudsgilder, men blev nedlagt sammen med de fleste ved Købstadsordinansen den 4. dec. 1526. Kun gilderne i Lund, Malmø, Ystad samt Flensborg overlevede.

 

Efter opfordring fra både dem og de gilder, som i løbet af de seneste generationer er genopstået, indviedes Sct. Knudsgildet i Ringsted igen den 7. januar 2003 i selve Sct. Bendts kirke.

 

Oldermand Anders Svenningsen, Lund forestod den særlig optagelse af Ringsteds oldermand, Karen Adrian. Karen Adrian blev først optaget i Sct. Knuds Gilde ved en ceremoni, hvor hun fik Lundgildets oldermandskæde på. Dernæst som Knudssøster fik hun Ringsteds oldermandskæde på som udnævnt oldermand. Den nye oldermand optog derefter de øvrige 18 recipienter i Sct. Knuds Gilde i Ringsted. Som Knudssøster eller –broder fik hvert medlem påsat Ringsted Gildets Knudsdue med det rød/gule bånd. Knudsduen er en kopi af den due, som Ronneby-gildet anvender. Læs mere

 

Årets arrangementer i Sct Knuds Gilde i Ringsted

 

Gildestævne

 

Gildestævnet holdes den 7. januar. - Den dag, hvor Knud Lavard blev myrdet i Haraldsted skov i 1131.

 

Oldermanden aflægger beretning og fortæller om, hvordan året i gildet er gået. Hvert andet år er der valg til gilderådet.

 

Skatmesteren fremlægger regnskab og budget, og endelig har de fremmødte knudssøstre og -brødre mulighed for at stille spørgsmål og komme med forslag til gilderådet.

 

 

 

 

Papegøjeskydning

 

Arrangementet afholdes i maj/juni måned på Knudsengen bag Knud Lavards kors i Haraldsted.

 

Der skydes med bue og pil efter fire farvestrålende "papegøjer", og vinderne fejres efter gamle ritualer, hvorefter der spises frokost, der altid består af lækre retter, som deltagerne har med til den fælles buffet.

 

Se billeder af vinderne af papegøjeskydningen fra 2003 og til i dag

 

Højtidsstævne og fest

 

Højtidsfesten er Sct. Knudsgildets absolutte højdepunkt, som afholdes i oktober måned. Nye medlemmer optages ved en smuk højtidelighed i Sct. Bendts kirke, hvor alle knudsbrødrene er i kjole og hvidt og knudssøstrene er i lange selskabskjoler.

 

Der er altid repræsentanter fra de svenske gilder og fra Sct. Knudsgildet i Flensborg, hvilket er med til at sætte et festligt præg på arrangementet.

 

Derefter er der festmiddag, som også indeholder en del ceremonier, der medvirker til at gøre middagen både underholdende og festlig. Aftenen slutter med dans til levende musik.

 

 

Gåsegilde

 

Gåsegildet er årets sidste arrangement, og det afholdes i november måned.

 

Menuen er - som ordet siger - altid gåsesteg med traditionelt tilbehør. Desserten er altid "Oldermandens æblekage", som serveres til kaffen.

 

Det er en hyggelig aften, hvor søstre og brødre mødes og tilbringer nogle afslappede timer sammen.

 

 

 

Andre arrangementer

Ud over de 4 faste arrangementer arrangeres der foredrag om historiske emner og udflugter. Gilderådet prøver at gøre det til en fast årlig tradition, at gildet besøger et af de svenske gilder.